#699 - Hvad er det Godt i Jesu Arme (How good it is in the arms of Jesus—Norwegian)
- Composer:
- Christian Friedrich Richter (1676-1711), 1698
- Also known as:
- Hvor er det godt i Jesu arme
- Hvor godt det er i Jesu Arme
- Wie wohl ist mir o Freund der Seelen
- Wie gut ist’s doch in Gottes Armen
- Incipit: 13325432352123117133251432352123617
- Condensed Incipit: 13254323521231713251432352123617
- Lyrics:
Hvad er det got, i Jesu arme
Som skiøde-barn at sove ind,
Og ved hans naades bryst sig varme
Med et fra sorg befriet sind,
Hvad vil du dig med frygt besvære?
Gud kand din sorg allene bære,
Hans trofasthed omskiftes ey,
Hand er dig altid troe forbleven,
Og har sig med sit blod forskreven,
At føre dig den rette vey.
Hvor daarligt: som en hedning fare
I alle kummers torne ind,
Du kunde jo den møye spare,
Og favne JEsum i dit sind,
Da skulde sorgen selv sig glemme,
Og du en liflig roe fornemme,
At see hvad hand fra evighed
For kierlighed har til dig baaret,
Som jo endnu er ubeskaaret,
Og evig, evig bliver ved.
Hvad vil du gremme dig for livet,
Og hvad der hører livet til?
Gud, som dig har det første givet,
Dig og det andet give vil,
Den, sielen himmel-spise rekker,
Og med sin JEsu purpur dekker,
Som er saa hierte-huld og troe,
Skal ogsaa nok din krop betænke,
At du dig derfor ey tørst krænke,
Men lade det paa Gud beroe.
Umælende dig det kand sige,
Naar du dig dem kun stiller for,
Da seer du i Guds almagts rige
Hans forsyns vey og klare spor,
Den lille fugl vor HErre nærer
Sig aldrig over trang besværer,
Er altid lystig, mild og vel,
Giør mark og skov til paradiser,
Og meer, end vi, vor HErre priser,
At vi maae skamme os ihiel.
See lilien i grønne dale,
Hvem har vel smykket denne bruud,
Hun skulde, om hun kunde tale,
Dig skielde for en tidsel ud,
Blant torne seer du rosens ynde,
At den dig vil til troen skynde,
Og alle blomsters rare top
I tal og skiønhed uden ende,
Som alle sig mod himlen vende,
Og vise dig til Gud hen op.
Der seer man dem i deres smykke
Som alle tider mildt at lee,
At Salomon i al sin lykke
Ved dem kun ringe var at see,
Kand Gud et græs saa høyt begave,
Hvad skal du da, min siel, vel have
For prydelse og herlighed?
Som har den beste skiønhed arvet,
Og est med blodet purpur-farvet,
Som flød af JEsu vunder ned.
Den deel vi bruge her i live,
Er ikke megen kummer værd,
Een ting er nødig ret at drive,
Og tage sig af hiertet nær,
Hvor mangen gaaer med suk, og klager
For det, som Gud sig selv antager,
Og bærer sorgen i sit bryst,
Da tit, naar ingen redning kiendes,
Ved hannem al vor jammer vendes
Til hiertens glæde, fryd og lyst.
Saa hviil, min siel! foruden plage
Saa stille i din JEsu skiød,
Lad dig den glæde ey betage,
Men glæd dig derved til din død,
At Gud i Christo dig udvaldte,
Og alle dine taarer talte,
Har maalet al din gang og vey,
O lad dig det dog eengang sige,
Din Gud, hand kand dig aldrig svige,
Ney! Gud allene sviger ey.
- Ulrich Bogislaus von Bonin (1682-1752), 1724
- Lyrics:
Hvor er det godt i Jesu arme
som skødebarn at sove ind
og ved hans nådes bryst sig varme
med et fra sorg befriet sind!
Hvad vil du dig med frygt besvære?
Gud kan din sorg alene bære,
hans trofasthed omskiftes ej,
han er dig altid tro forblevet
og har sig med sit blod forskrevet
at føre dig den rette vej.
Hvor dårligt: som en hedning fare
i alle kummers torne ind!
Du kunne dig den møje spare
og favne Jesus i dit sind,
da skulle sorgen selv sig glemme,
og du en liflig ro fornemme,
at se, hvad han fra evighed
for kærlighed har til dig båret,
som jo endnu er ubeskåret
og evig, evig varer ved.
Hvi vil du græmme dig for livet,
og hvad der hører livet til?
Gud, som dig har det første givet,
dig og det andet give vil.
Den lille fugl, vor Herre nærer,
sig aldrig over trang besværer,
er altid lystig, mild og vel,
gør mark og skov til paradiser
og mer end vi vor Fader priser,
så vi må skamme os ihjel.
Se liljen i de grønne dale,
hvem har vel smykket denne brud?
Hun skulle, om hun kunne tale,
dig skælde for en tidsel ud.
Kan Gud et græs så højt begave,
hvad skal da du, min sjæl, vel have
for prydelse og herlighed?
Du har den bedste skønhed arvet
og er med blodet purpurfarvet,
som flød af Jesu vunder ned.
Så hvil, min sjæl, foruden plage
så stille i din Jesu skød!
Lad dig den glæde ej betage,
men glæd dig derved til din død,
at Gud i Kristus dig udvalgte
og alle dine tårer talte,
har udmålt al din gang og vej!
O, lad dig det dog engang sige,
din Gud han kan dig aldrig svige,
nej, Gud alene sviger ej.
- trans. Hans Adolph Brorson
1)
See: References » Original Sources