You are here: Home » Cobs » #668 - Hjertelig mig nu laenges (Now I Wish With All My Heart—Norwegian)

#668 - Hjertelig mig nu laenges (Now I Wish With All My Heart—Norwegian)

Composer:
- Hans Leo Hasler (Haßler) (Haszler)
  (1564-1612), 1601
Also known as:
- Mig Hjertelig Nu Længes
- Hjertelig Mig Nu Længes
- Længsel (Yearning, Longing)
- Mein Gmüt ist Mir Verwirret
- Befal Du Dine Veje
- Herzlich Tut Mich Verlangen
- I Desire Sincerely a Blessed Ending
- It is my heart's desire
- My Heart is Filled With Longing
- Salve Caput Cruentatum
- O Sacred Head, Now Wounded
- Passion Chorale
- Hendersons Koralbog
  ¹⁾ #20
MIDI | show
Incipit: 36543237117763654323711776
Condensed Incipit: 3654323717636543237176
Print a Label
Lyrics:
Mig Hjertelig Nu Længes
Efter en salig Död,
Thi yukelig jeg trænges
Af Useldom og Nöd;
Af vandre er jeg rede
Fra Verden med en Fart
Til Himmeriges Glæde,
Kom, Jesu, kom nu snart.
- (trans. unknown)
Lyrics:
Nu hjertelig mig længes
Alt efter Liv og Fred,
Hvor Livet meer ei Trænges,
Men Freden varer ved,
Hvor alle Storme stilles,
Som os omtumle her,
Hvor de ei meer adskilles,
Som har hinanden kjær.

Den Længsel i mit Hjerte
Dog under Korsets Tegn
Har mere Fryd end Smerte
I Kjærlighedens Egn;
Thi naar jeg længes efter
De Liv, som mig har kjær,
Da faaer min Længsel Kræfter
Til dem at komme nær.

Er vi paa Jorden begge
Af Hav og Land adskilt,
Da vore Længsler strække
Sig mod hinanden mildt
Til de hinanden skimte
Som Vandre-Stjerner to
Og synes, som de glimte,
At synge: “gak til Ro!”

Er en af os hjemgangen
Til Hjertets Fædreland,
At boe i Gladhjems-Vangen
Bag Dødens vilde Strand,
Dog lige nær vi ere
I Længslers Mødestund,
Naar “Med hinanden være”
Er sagt af Hjertens Grund.

Gudfaders Søn den kjære,
Som evig holder Ord
Og vil i Sandhed være
Hos Vennerne paa Jord,
Til alle Længselsfulde
Han kommer Dag og Nat
I Varme og i Kulde
Som sagt, han kommer brat.

Og med Vorherre kommer
Kun for et Suk en Bøn
Vort Hjertes Vaar og Sommer
Med Vennerne i løn,
Saa alle vore Kjære
Vi tage kan i Favn,
Som vilde sammen være
Med os i Jesu Navn.

Saa gaae med Længsler milde
Vi Støvets Sneglegang
Til sikkert om end silde
At række Gladhjems Vang,
Hvor glemt er al vor Møie
Og samlet al vor Lyst
Og soleklart vort Øie
Og Frydesang vor Røst!
- trans. Nicolai Frederik Severin Grundtvig
  (1783-1872)
Lyrics:
Mein Gmüt ist mir verwirret,
das macht ein Jungfrau zart;
Bin ganz und gar verwirret,
mein Herz das kränkt sich hart.
Hab Tag und Nacht kein Ruh,
führ allzeit große Klag,
tu stets seufzen und weinen,
In Trauren schier verzag.

Ach, daß sie mich tät fragen,
was doch die Ursach sei,
warum führ ich solch Klagen
und ich ihr`s sagen frei,
daß sie allein die ist,
die mich so sehr verwundt:
Könnt ich ihr Herz erweichen,
würd ich bald wieder gsund.

Reichlich ist sie gezieret
mit schön`n Tugend ohn Ziel;
höflich wie sich gebühret,
ihres Gleichen ist nicht viel.
Für andern Jungfraun zart
führt sie allzeit den Preis;
wann ichs anschau, vermeine
ich sei im Paradeis.

Ich kann nicht genug erzählen
ihr Schön und Tugend viel;
für Alle wollt ichs erwählen,
wär es nur auch ihr Will,
daß sie ihr Herz und Lieb
gegn mir wendet allzeit,
so würd mein Schmerz und Klagen
verkehrt in großer Freud.

Aber ich muß aufgeben
und allzeit traurig sein,
sollt mir gleich kosten`s Leben:
Das ist mein größte Pein,
denn ich bin ihr zu schlecht,
drum sie mein nicht acht.
Gott wölls für Leid bewahren
durch sein göttliche Macht!
- traditional
Lyricist:
- Bernard of Clairvaux (1091-1153), 1153 (Latin hymn)
Lyrics:
O sacred Head, now wounded, with grief and shame weighed down,
Now scornfully surrounded with thorns, Thine only crown;
O sacred Head, what glory, what bliss till now was Thine!
Yet, though despised and gory, I joy to call Thee mine.

What Thou, my Lord, hast suffered, was all for sinners’ gain;
Mine, mine was the transgression, but Thine the deadly pain.
Lo, here I fall, my Savior! ’Tis I deserve Thy place;
Look on me with Thy favor, vouchsafe to me Thy grace.

Men mock and taunt and jeer Thee, Thou noble countenance,
Though mighty worlds shall fear Thee and flee before Thy glance.
How art thou pale with anguish, with sore abuse and scorn!
How doth Thy visage languish that once was bright as morn!

Now from Thy cheeks has vanished their color once so fair;
From Thy red lips is banished the splendor that was there.
Grim death, with cruel rigor, hath robbed Thee of Thy life;
Thus Thou hast lost Thy vigor, Thy strength in this sad strife.

My burden in Thy Passion, Lord, Thou hast borne for me,
For it was my transgression which brought this woe on Thee.
I cast me down before Thee, wrath were my rightful lot;
Have mercy, I implore Thee; Redeemer, spurn me not!

What language shall I borrow to thank Thee, dearest friend,
For this Thy dying sorrow, Thy pity without end?
O make me Thine forever, and should I fainting be,
Lord, let me never, never outlive my love to Thee.

My Shepherd, now receive me; my Guardian, own me Thine.
Great blessings Thou didst give me, O source of gifts divine.
Thy lips have often fed me with words of truth and love;
Thy Spirit oft hath led me to heavenly joys above.

Here I will stand beside Thee, from Thee I will not part;
O Savior, do not chide me! When breaks Thy loving heart,
When soul and body languish in death’s cold, cruel grasp,
Then, in Thy deepest anguish, Thee in mine arms I’ll clasp.

The joy can never be spoken, above all joys beside,
When in Thy body broken I thus with safety hide.
O Lord of Life, desiring Thy glory now to see,
Beside Thy cross expiring, I’d breathe my soul to Thee.

My Savior, be Thou near me when death is at my door;
Then let Thy presence cheer me, forsake me nevermore!
When soul and body languish, oh, leave me not alone,
But take away mine anguish by virtue of Thine own!

Be Thou my consolation, my shield when I must die;
Remind me of Thy passion when my last hour draws nigh.
Mine eyes shall then behold Thee, upon Thy cross shall dwell,
My heart by faith enfolds Thee. Who dieth thus dies well.
- trans. James Waddel Alexander (1804-1859), 1830

Although first set to the secular words “Mein Gmüt ist mir verwirret, das macht ein Jungfrau zart”, the melody is better known as the hymn O Sacred Head, Now Wounded.

Johann Sebastian Bach

(1685-1750) created several harmonizations and arrangements based on this melody.

¹⁾

See: References » Original Sources

Corrections / Suggestions / Information